
Hej, jeg hedder Maria.
Mit mål er at hjælpe dig med at optimere din sundhed og styrke din krop, så den kan holde til at leve det liv, du drømmer om – uden begrænsninger.
Kroppen er det vigtigste vi har, men vi overhører ofte flere af dens signaler, og glemmer at passe på den, når hverdagens travlhed tager over. Jeg har selv mærket konsekvenserne af en livsstil, der sled for meget på min krop.
Siden min barndom har jeg altid været hende, der fejlede noget og som tiltrak den ene infektion eller virus efter den anden. Jeg havde utallige influenzaer, halsbetændelser, forkølelser og maveinfektioner år efter år. Og jeg blev altid syg, når jeg havde ferie. Jeg blev også altid hårdere ramt end de fleste i min omgangskreds. Som da kyssesyge holdt mig hjemme det meste af et skoleår, eller da det tog mange måneder at få bugt med en simpel øjeninfektion. Da jeg blev teenager, udviklede jeg astma og allergi.
Jeg tænkte, at et dårligt fungerende immunforsvar var et livsvilkår. Der har altid været masser af alvorlig sygdom i min familie. Alt fra autoimmune sygdomme, blodpropper, hjerteproblemer, gigtsygdomme og cancer. Så jeg var vant til, at sygdom var et uundgåeligt livsvilkår.
I takt med at jeg blev voksen, stiftede familie og levede et travlt familieliv, begyndte jeg at mærke flere og nye symptomer som fx kronisk træthed, fordøjelsesproblemer og flere allergier, som begrænsede mig i at leve det liv, jeg ønskede. Men blodprøver og undersøgelsessvar kom tilbage normale, og lægen havde ikke en manual til, hvordan jeg fik overskuddet tilbage eller mine diffuse symptomer til at forsvinde.
Med en bekymring for at jeg var på vej mod en kronisk sygdom, som flere andre i min familie, begyndte jeg at undersøge, om jeg selv kunne gøre noget for at få kroppen tilbage på rette kurs og føle at kroppen rent faktisk passede til min alder. Jeg blev overrasket over, hvor lidt jeg egentlig vidste om kroppen, og hvordan den bliver påvirket af fx livsstil og de genvariationer, vi er født med. Så jeg begyndte at samle på viden og implementerede små ændringer i mit liv og mærkede hurtigt nogle positive forbedringer: En af de første forandringer var, at jeg lagde min astmamedicin på hylden – hvilket var en stor øjenåbner for, hvor meget jeg selv kunne påvirke. Og følelsen af stress begyndte også at lette.
Min interesse voksede sig til en passion, og jeg besluttede mig for at uddanne mig, så jeg både kunne hjælpe mig selv helt i mål og hjælpe andre med de samme udfordringer. Først tog jeg en grunduddannelse i Anatomi, Fysiologi og Sygdomslære, og derefter startede jeg på Institut for Komplementær Hormonterapi, der bl.a. er en uddannelse i Functional Medicine, endokrinologi og biokemi, med undervisning i bl.a. nutrigenetik, ernæringsterapi, immunologi, phytoterapi og neurologi. Her blev jeg bl.a. undervist af de meget dygtige Caroline Fibæk, Lise Bøgsted, Umahro Cadogan og Anne Cathrine Færgemann. Jeg blev færdiguddannet som Lægeeksamineret Komplementær Hormonterapeut ™ i 2020 og har nu min egen klinik i Nyborg (jeg tilbyder også Skype konsultationer), hvor jeg hjælper både kvinder og mænd med deres helbredsudfordringer eller med at optimere deres sundhed.
