Mit ønske er at hjælpe kvinder med at forstå, hvad der kan ligge bag deres symptomer – og hvad der kan gøre en forskel i hverdagen.
Hej, jeg hedder Maria Fahlén
Jeg er Komplementær Hormonterapeut og noget af det, der driver mig i mit arbejde, er at hjælpe kvinder med bedre at forstå deres egen krop og de symptomer, de oplever.
For mange af de symptomer, vi går rundt med, bliver let noget, vi vænner os til. PMS, træthed, søvnproblemer, fordøjelsesproblemer eller gener i overgangsalderen kan føles almindelige – men det betyder ikke nødvendigvis, at vi skal acceptere at have det sådan.
Jeg er derfor nysgerrig på, hvad der kan ligge bag de symptomer, du oplever. Det samme symptom kan have forskellige forklaringer, og det, der spiller en rolle hos én kvinde, behøver ikke at være det samme hos en anden.
Min egen historie er en del af grunden
Min interesse for området er også personlig. Efter jeg blev mor for omkring 15 år siden, begyndte jeg selv at opleve en række symptomer – blandt andet svær PMS, kraftige og smertefulde blødninger, fordøjelsesproblemer, træthed og manglende overskud. Min hukommelse og koncentration var også påvirket, og jeg kunne mærke, at det begyndte at begrænse mig i hverdagen.
Blodprøver og undersøgelser gav ikke umiddelbart nogen forklaring og jeg begyndte derfor at interessere mig for, hvad der kunne ligge bag mine symptomer – og hvad jeg selv kunne gøre for at få det bedre.
Jeg fik lyst til at forstå, hvad der egentlig foregik i kroppen, og jo mere jeg lærte, desto mere nysgerrig blev jeg. Samtidig begyndte jeg at ændre på nogle af de ting, der var relevante for mig, og gradvist fik jeg det bedre.
Det blev begyndelsen på den faglige vej, jeg siden har valgt.
Fra personlig interesse til faglighed
I 2020 blev jeg uddannet Lægeeksamineret Komplementær Hormonterapeut ved Institut for Komplementær Hormonterapi.
Siden har jeg bygget videre på min uddannelse og faglige viden inden for blandt andet anvendelse og fortolkning af laboratorieanalyser og DNA-tests.
I mit arbejde kombinerer jeg min faglige viden med den enkelte klients historie, symptomer og situation. Det er med til at afgøre, hvad der er relevant at undersøge nærmere, og hvor det giver mening at sætte ind.
Lidt mere om mig
Jeg bor i Nyborg med min mand og vores to drenge. Oprindeligt er jeg uddannet i Medievidenskab og har gennem mange år arbejdet i tv-branchen.
Min klinik ligger centralt i Nyborg i det tværfaglige sundhedshus SundhedsVærket. Her tilbyder jeg individuelle konsultationer og forløb og holder også foredrag om hormoner og sundhed.
Jeg tilbyder desuden online konsultationer, så du ikke behøver at bo i nærheden af Nyborg for at have et forløb hos mig.